Tilbage til nyheder
40 års engagement for mennesker med hjerneskade markeres med fælles jubilæum
23. aug. 2025
Onsdag den 20. august samledes Center for Hjerneskade, Vejlefjord Rehabilitering og Hjerneskadeforeningen på Københavns Universitet for at fejre 40 års banebrydende indsats for mennesker med hjerneskade. Jubilæet blev markeret med et fælles arrangement, hvor Indenrigs- og Sundhedsminister Sophie Løhde åbnede dagen, efterfulgt af oplæg fra eksperter, patienter og pårørende. Moderator Andreas Gylling-Æbelø bandt programmet sammen.
Fra skepsis til håb – tre organisationer, én vision
For 40 år siden var der udbredt skepsis over for rehabilitering af personer med hjerneskade. Mange mente, at når skaden først var sket, var der ikke meget at gøre. Behandlingstilbuddene var få og tilfældige, og pårørende stod ofte alene. Men netop dér begyndte en ny æra.
Center for Hjerneskade og Vejlefjord Rehabilitering blev etableret som de første specialsygehuse for hjerneskade i Danmark. Bag dem stod ildsjæle, der så håb og muligheder, hvor andre så begrænsninger. ”Vi har opnået banebrydende viden om hjernen og bedre behandlingsmetoder gennem de sidste 40 år – men vi er langt fra i mål. Derfor arbejder vi ufortrødent videre for at styrke hjælpen til mennesker med hjerneskade”, sagde direktør Frank Humle fra Center for Hjerneskade.
Hjerneskadeforeningen blev stiftet af fagfolk og pårørende, der nægtede at acceptere status quo. Foreningen har siden været en livsvigtig støtte og en stærk stemme i det offentlige rum.
“Vi kæmper for, at liv der reddes, også skal leves”, udtalte direktør Morten Lorenzen. “Rehabilitering slutter hverken ved hospitalets dør, eller når kommunen afslutter et træningsforløb. Skaden følger med hele livet – og derfor har ramte og pårørende brug for vedvarende støtte og forståelse.”
Et jubilæum med blik for fremtiden
De tre organisationer har på hver sin måde været med til at ændre synet på hjerneskade og rehabilitering i Danmark. Jubilæet blev derfor ikke blot en fejring – men en markering af 40 års pionerarbejde og en fælles vision for at styrke den fremtidige indsats for mennesker ramt af hjerneskade.
Alle tre organisationer er medlem af Hjernerådet.

Marianne Ringgaard fra Vejlefjord Rehabilitering, Frank Humle fra Center for Hjerneskade og Morten Lorenzen fra Hjerneskadeforeningen tager imod Indenrigs- og Sundhedsminister Sophie Løhde. Ministeren gav en meget personlig og opløftende tale som de flere end 250 gæster tog begejstret imod.