Hjernerådet i Danmark har haft foretræde for Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg den 20. oktober 2026.
Foretrædets formål var at tydeliggøre hvorfor Danmark har behov for en national hjerneplan og hvordan en sådan hjerneplan kan se ud.
Kort fortalt pegede Hjernerådet i Danmark på flg. centrale punkter:
- Hjernens sygdomme er det absolut største sygdomsområde omfattende godt 25 sygdomskategorier for mere end 2 mio. danskere.
- Antallet af patienter med en hjernesygdom vil stige over de kommende år en udvikling vi skal forberedes os på og søge at imødegå
- Ventetider til udredning, behandling og rehabilitering er alt for lange
- Mange patienter og pårørende oplever svære overgange på tværs af sektorer
- Der er behov for en strategi og konkrete initiativer til forebyggelse og bedre hjernesundhed
- Der er behov for mere forskning om hjernesygdomme og deres indbyrdes sammenhænge
- Der er behov for uddannelse af langt flere speciallæger indenfor psykiatri og neurologi samt klinisk neuropsykologi
Der er i en årrække ikke blevet tilført flere midler til hjerneområdets sygdomme. Til gengæld har der utilsigtet været stigende samfunds-økonomiske omkostninger med færre tilknyttede til arbejdsmarkedet og med tabt produktion til følge.
Norge har været frontløber og pioner på hele hjernens sygdomsområde. De har for knapt 10 år siden udformet og gennemført den første hjerneplan - og har for nylig lanceret den anden hjerneplan.
Hjernerådet i Danmark har allerede en tæt relation til Norges Hjerneråd om både hjerneplan og proces. Vi finder det vigtigt samtidigt at være i dialog med andre europæiske lande, via vores medlemsskab af European Brain Council, for at indtænke nye tilgange i arbejdet med en hjerneplan.
Hjernerådet gjorde afslutningsvis opmærksom på WHO’s anbefaling tilbage i 2022, at alle lande bør udarbejde en hjerneplan.
Hjernerådet udtrykte håb om, at Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg kunne se perspektiverne i og ville bakke op om en dansk national hjerneplan.
Lundbeckfondens nyligt tildelte donation til Hjernerådet i Danmark er jo rettet mod en kortlægning og status for hele hjernens ståsted i hele Danmark. Det kan blive et vigtigt første skridt frem mod en dansk national plan for hjernen.
Stor tak til Sundheds- og Ældreudvalget for muligheden for foretrædet og tak for de mange fine spørgsmål.
Hjernerådet var repræsenteret ved forperson Jens-Otto Skovgaard Jeppesen Hjernerådet, forperson Michael Oettinger Dansk Neurologisk Selskab og formand Christian Legind Dansk Psykiatrisk Selskab.


