Tilbage til nyheder
Kommunikationscentret i Region Hovedstaden optaget som nyt medlem i Hjernerådet
3. jul. 2025
Kommunikationscentret i Region Hovedstaden er optaget som nyt medlem i Hjernerådet.
Her er hvad Kommunikationscentret skriver:
Hos Kommunikationscentret i Region Hovedstaden arbejder vi hver dag for at skabe bedre livskvalitet for mennesker med kommunikationsvanskeligheder og andre funktionsnedsættelser.
Vi er et specialiseret rådgivnings- og videncenter, som støtter borgere med blandt andet hjerneskade, hjernerystelse, neurodivergens, synsnedsættelse, hørenedsættelse, tale- og komplekse kommunikationsvanskeligheder. Hos os vil du møde mange forskellige fagligheder som f.eks. neuropsykologer, audiologopæder, syns-, høre- og IKT-konsulenter, som arbejder tværfagligt for at komme hele vejen rundt om den enkelte borgers behov.
Vi tror på, at den rette støtte og rådgivning gør en stor forskel både for den enkelte og for samfundet som helhed. Derfor samarbejder vi tæt med både borgere, pårørende og andre fagfolk, så alle får den bedste hjælp på det rigtige tidspunkt.
Vi hører under Den Sociale Virksomhed i Region Hovedstaden og samarbejder med kommunerne, da det er dem, der bevilliger ydelser og eventuelle hjælpemidler til borgerne. Du finder os på to adresser; Rygårds Alle 45 i Hellerup og Telegrafvej 5,1. i Ballerup.
For os er et medlemskab af Hjernerådet en naturlig forlængelse af vores faglige ambitioner og værdier. Vi ønsker at bidrage med den nyeste viden, samarbejde og at sætte hjernen og rehabilitering på dagsordenen. Sammen med jer, tror vi på, at vi kan være med til at rykke rammerne for fremtidens indsatser til gavn for borgere, pårørende og fagfolk i hele landet.
Du kan læse mere om Kommunikationscentret her: www.komcentret.dk
Hjernerådet repræsenterer nu 38 organisationer, fordelt på patient- og pårørende organisationer, faglige selskaber, forskningsmiljøer og behandlingssteder. Se mere på www.hjerneraadet.dk
